Counterstatement:
31 May 2019
Bill Browder og historien …
... om den påståede whistleblower, Magnitskys død. Den tidligere hedgefond-direktør, som blev velhavende i Rusland, præsenterer sig nu som èn af de største menneskerettighedsaktivister og har indtil videre haft held med at få forevisningen af en afslørende film bremset.
Profile photo of Andrei Lwowitsch Nekrasov
Share

D. 27. juni, 2018, tweetede Bill Browder [1] entusiastisk, at han netop havde fortalt sin historie om Sergei Magnitsky [2] til et ungt publikum i Berlin, og alle havde været fascineret af den. Da han bekendtgjorde, at han efter talen skulle direkte hen til Forbundsdagen for at påbegynde en kampagne for den tyske „Magnitsky-lov“, brød publikum henrykt ud i stående ovationer. Og hvem er så Bill Browder? Hvad er det for en historie, han har fortalt de sidste otte år til hele verden? Hvilken lov er det, han lobbyer så vedholdende for i forskellige lande og hvorfor?

Vi har forsøgt at besvare disse spørgsmål i en film. Vi har konkluderet, at sagen om Browder er et vigtigt billede på den måde, samfundet har transformeret sig på. Det handler vores film om. Men indtil videre er den blevet tilbageholdt for publikum. Ifølge vores advokat er en sag som denne ikke set før.

Til trods for, at den var godkendt både redaktionelt og teknisk, har ARTE fjernet denne vigtige og undersøgende dokumentar fra sendefladen, kort før den skulle vises d. 3. maj, 2016. Før d. 27. april, 2016, var der blevet reklameret for den på ARTE’s website via trailers. I dag kan man kun være heldig at finde små, sørgelige rester af den i internettets arkiver. [4]

Én af disse trailers [5] er siden blevet vist på den norske filmfestival, „Film om Krig“, på dens YouTubekanal. Den tyske titel er „Der Fall Magnizki“ (Magnizky’s fald). Vi arbejdede tæt sammen om denne film med redaktørerne på ZDF/ARTE. Andrei Nekrasov [6] kendte en af dem fra sit arbejde med dokumentarserien, „Farewell, Comrades!“ – som han modtog en „Grimme-pris“ for. Mens vi arbejdede med Magnitsky-sagen, oplevede vi ingen større meningsudvekslinger, og vi havde ingen politiske diskussioner med redaktørerne på ZDF/ARTE. Redaktøren, der var direkte ansvarlig for filmen, påbød endda Andrei at bruge et mere direkte sprog via sin fortællerstemme i filmen, og han ville ikke have, at sådanne pralende og oppustede historier som Browders skulle have noget at sige i international politik. Alt skulle kaldes ved rette navn.

Dette er tysk tv’s opsummerende version af sagen ud fra fortællerstemmen:

„Den amerikanske kongres, præsidenten, det canadiske parlament, Europarådet, Europa-Parlamentet, OSCE, utallige NGO’er, pressen og mange almindelige mennesker, inklusiv mig selv, er alle blevet bedraget af den opdigtede historie om Magnitsky, der afslørede en forbrydelse, og som blev myrdet for det.“

Eftersom vores dokumentar ikke kan blive frigivet, er det kun Browders udgave af sagen, der er kendt.

Bill Browder var engang hedgefond-direktør, men er nu, ifølge sig selv, én af verdens mest betydningsfulde menneskerettighedsaktivister og selvproklameret Putin-fjende nr. 1. [7]


Bill Browder fortalte sin historie til Andrei Nekrasov for første gang i et interview i 2010. Andrei ønskede at lave en film om den. Historiens fokus skulle være Sergei Magnitsky, Browders advokat, sådan som Andrei opfattede det på dette tidspunkt. Browder var leder af Hermitage Capital Management, der engang var en af de største investeringsfonde i Rusland. I 2007 gennemsøgte politiet hans kontor i Moskva. Ifølge Browder var der absolut ingen grund til at gøre dette. Derefter hyrede han Sergei Magnitsky, byens bedste advokat, (ifølge Browder) til at finde ud af, hvad der foregik. Magnitsky skulle efter sigende have undersøgt alting meget nøje og angiveligt fundet ud af, at de selvsamme politifolk, der var involveret i ransagningen, også havde begået stort økonomisk bedrageri. Med hjælp fra de konfiskerede selskabsdokumenter havde de angiveligt sørget for en spektakulær illegal skatteunddragelse. De russiske skattemyndigheder havde overført 230 millioner dollars til svindlerne. Magnitsky havde tilsyneladende afsløret dette og anmeldt forbrydelsen til myndighederne.  

En måned senere blev Magnitsky ifølge Browder arresteret af de samme politifolk, som Magnitsky havde afsløret. Browder hævder, at de torturerede Magnitsky dagligt i et helt år for at få ham til at trække sine beskyldninger mod politiet tilbage. Magnitsky nægtede, og som en konsekvens af dette blev han d. 16. november, 2009, tævet til døde med gummiknipler af otte kampbetjente i en fængselscelle i Moskva.

Vi kan ofte føle os uforstående over for dem, der stadig tror på denne historie i dag, men når det kommer til stykket, er det forståeligt nok. Vi blev jo selv ført bag lyset. Den underforstående morale i Browders historie er, at der stadig findes frygtløs ærlighed og heltemod i den kapitalistiske finansverden, og at ubetinget etik og moral stadig vinder over den allestedsnærværende grådighed og kynisme.

Browder omtaler Magnitsky næsten, som „var han en gud“ [8], der ikke ville overgive sig på trods af torturen. Og der er virkelig ingen person til sammenligning i vores nutidige historie, der bogstavelig talt har ladet sig torturere i 358 dage uden overgivelse.

Desværre er det i Rusland stadig sådan, at folk bliver sat bag tremmer af tvivlsomme årsager, og talrige menneskerettighedsorganisationer, NGO’er, oppositionspartier samt medierne ser det som deres opgave at gøre disse sager kendte for offentligheden. Sager som dem med Khodorkovsky, Nadia Savchenko, Oleg Sentsov og andre har været flittigt beskrevet. Enkelte whistleblowers fra den financielle verden er blevet retsforfulgt, f.eks. Hervé Falciani, Bradley Birkenfeld og Rudolf Elmer. I disse sager, som med sagen om Magnitsky, var der tale om en masse penge, og der var diskussion om whistleblowerens motiv, men uanset hvad har disse historier altid tiltrukket publikums opmærksomhed.

Det er ikke så underligt, at verden ikke har hørt om whistlebloweren, Sergei Magnitsky, hverken da han kom med sine påståede sensationelle afsløringer, eller endda efter han blev arresteret, fordi Browder først efter hans død gjorde ham til heroisk whistleblower.


450 klager og Browders passivitet

Sergei Magnitskys formodede ‘heltegerning’ blev først kendt efter hans død. Browder fortalte mig i interviewet i 2010, at han automatisk havde modtaget en kopi af hver af de 450 klager, som Magnitsky skulle være kommet med, mens han var fængslet. Dette betyder, at Browder måtte have haft kendskab til den daglige tortur, Magnitsky blev udsat for, men han informerede ikke nogen om det og gjorde ingenting ved det.  

Han gik ikke til den anerkendte menneskerettighedsorganistation, Amnesty International, eller til Human Rights Watch, og han kontaktede heller ikke de russiske NGO’er, der i Vesten er kendt som „Memorial“ eller „Moscow Helsinki Group“. Zoya Svetova, en prominent russisk menneskerettighedsaktivist, der i dag er på Browders side[9], skrev i 2014 en artikel på Khodorkovskys site, „Åbent Rusland“ [10]: „Jeg vidste intet om Magnitsky. Jeg hørte heller intet fra Hermitage Capital Management. Vi besøgte Butyrka fængslet [11], (...) men Magnitskys advokater bad os ikke om at hjælpe.”

Magnitskys 450 klager blev aldrig offentliggjort. Hvad der er præsenteret for offentligheden som „Magnitskys dagbøger”, er et 44-siders håndskrevet dokument [12] dateret d. 20. september, 2009, (mindre end to måneder før hans død). Her oplister Magnitsky 25 klager, der blev arkiveret i Butyrka-fængslet mellem d. 26. juli og d. 18 september, 2009. Han skriver, at visse af klagerne forblev ubesvaret, visse blev afvist, og visse igen blev der reageret på, omend for sent.

 

[11] Untersuchungshaftanstalt Nummer 2 „Butyrka“ in Moskau, in dem Magnitski inhaftiert war. (Foto: Stanislav Kozlovskiy, CC BY-SA 3.0)
[11] Detention center nr. 2, „Butyrka“fængslet  i Moskva, hvor Magnitsky blev tilbageholdt. (Foto: Stanislav Kozlovskiy, CC BY-SA 3.0)

 

Et eksempel er fra d. 14. august, 2009, hvor han beder om at få medicin fra nogle slægtninge. Der bliver ikke reageret, men han modtager sin medicin d. 4. september, 2009. Han beder om en vandvarmer d. 26. juli, 2009, og modtager den d. 31. juli, 2009. Han beder om et tv og et køleskab seks gange, han beder to gange om at få kopieret nogle dokumenter, syv gange om at få repareret noget i cellen. Han anmoder om at få en negleklipper fra nogle slægtninge og om at få civilprocedureskriftet fra fængselsbiblioteket. En ødelagt ske og et iturevet tæppe bliver erstattet, og han får også en hårsaks fra sine slægtninge. Fængselsvinduet bliver repareret i september. Det, som Magnitsky beskriver[13], er talrige brud på regler og rettigheder, uagtsomhed og andre ugunstige oplevelser fra et fængselsophold i Rusland, men der er ikke tale om tortur.

Hvad der heller ikke er kendt er, at indtil d. 25. juli, 2009, sad Magnitsky i en „VIP-fængselsafdeling“ nr. 99/1 „Matrosskaya Tishina“, der var specielt for „prominente fanger“. Den mest kendte er den berygtede mafiaboss, Vyacheslav Ivankov, [14] med kaldenavnet „Yaponchik“, kupmagerne fra 1991, Ministeren for atomkraft, Yevgeeny Adamov [15], FSB-obersten, Mikhail Trepashkin [16], den tidligere oberst i militærets efterretningstjeneste, Vladimir Kvachkov [17], Ruslands mest berygtede kontraktmorder, Alexander Solonik, [18] og oligarken, Mikhail Khodorkovsky [19].

Det er i høj grad besynderligt, at Bill Browder ikke fik mistanke, hvis Sergei Magnitsky rent faktisk blev tortureret hver eneste dag. Browder er ellers kendt for at være en begavet og ivrig leder af den offentlige meningsdannelse, der griber enhver anledning, der måtte være. I oktober 2009, 11 måneder efter Magnitskys anholdelse og halvandet år efter sin første formodede afslørende vidnesbyrd, viste Hermitage Capital Management en professionelt lavet video [20] på YouTube af tyveriet af de 230 millioner dollars. Anholdelsen af en „advokat og revisor“ er blot kort nævnt i slutningen og ikke et ord om tortur eller Magnitskys formodede heltemodige afsløring af dette skattebedrag.

 

Forhørsoptegnelser dateret d. 5. juni og 7. oktober, 2008.

I lang tid lagde vi ikke mærke til uoverensstemmelserne i historien. Overordnet set var kampen for menneskerettighederne i Rusland, der så ud til at være støttet af folk som Bill Browder, mere vigtige. Men ting, der ikke stemte overens, så ud til at vokse frem. Det afgørende vendepunkt kom under Andreis sidste interview med Browder i marts 2015, mens Andrei stadig håbede at få sine tvivlsspørgsmål overbevisende besvaret.

Hvem var den første person, der angav skattesvindlen med de 230 millioner dollars? Meget overraskende kunne Browder ikke erindre dette, uagtet at han selv havde gjort Magnitsky berømt for netop denne handling. Hvad var der galt? Hvorfor kunne Browder ikke besvare netop dette spørgsmål? Wikipedia, talrige medieartikler, en forespørgsel hos Europa-Parlamentet og hos vestlige regeringer insisterede alle på, at det var Magnitsky, der på egen hånd havde afsløret svindlen ved at have undersøgt den grundigt for derefter med stort mod at have anklaget højtstående embedsmænd og betalt for det med sit liv. Dette er den famøse Browder-historie. Men hvor er de dokumenter, der i detaljer viser Magnitskys efterforskning og konklusioner? Hvor er hans detaljerede anklager om kriminalitet og beviserne for, hvordan og hvad han helt præcist afslørede? I lang tid lagde vi ikke mærke til uoverensstemmelserne i historien.

Anklagerne om kriminalitet eksisterer ikke. Der findes ingen optegnelser om den formodede efterforskning. Der findes ikke ét eneste bevismateriale, der viser, at Magnitsky var i gang med at efterforske en kriminalsag. Browder har dybest set ikke præsenteret offentligheden for noget, bortset fra to „vidnesbyrd“ dateret d. 5. juni og d. 7. oktober, 2008, hvilke to han altid refererer til.

Det var præcis disse to dokumenter, der fik os til at tvivle på historiens troværdighed. Dybest set udgør de Sergei Magnitskys forhørsoptegnelser fra en politiefterforskning. I sit sidste interview spurgte Andrei Browder, om han kunne bekræfte, hvad han havde skrevet i sin bog, „Rødt Notat“ (som netop var blevet udgivet), nemlig at det var Magnitsky selv, der havde lavet en aftale med politiet og ikke var blevet indkaldt af dem. Browder begyndte at stamme, mens han fortalte, at han ikke huskede, hvem der havde indkaldt Magnitsky til forhør hos efterforskeren. Browder kunne heller ikke huske, hvem der havde indsendt en klage i juni, oktober eller måske i juli 2008. Andrei ville stadig ikke udelukke muligheden for, at der måske var andre konkrete beviser for Magnitskys afsløringer. Og alligevel manglede navnene på de pågældende betjente i optagelsen af forhøret dateret d. 7. oktober, 2008. I optagelsen fra 2005 var der mange navne nævnt, inklusiv Browders kolleger og også kolleger til Kuznetsov og Karpov, men der nævnes ikke noget om skattebedraget. Bill Browder reagerede på Andreis insisteren med en overlegen mine:

 

„Enhver, der hævder, at Sergei Magnitsky ikke afslørede denne forbrydelse, før han blev arresteret, forsøger ganske enkelt at legitimere den russiske regering.” (Bill Browder)

 

Og oveni dette kom der en advarsel, hvis ikke ligefrem en trussel om, at Andrei „skulle være meget forsigtig“, hvis han tvivlede på Sergei Magnetskys status som whistleblower.

De såkaldte vidnesbyrd dateret d. 5. juni og d. 7. oktober, 2008, er hele kernen i Magnitsky-sagen og vores strid med det politiske etablissement i Vesten samt med medierne. Den fordomsfrie fortolkning af disse forhørsoptagelser afslører, at Magnitsky ikke havde beskyldt nogen for skattesvindel. Hans sprogbrug kan sommetider forekomme noget ubehageligt. Dette kan forklares således: Magnitsky følte, at han var mistænkt og skulle derfor forsvare sig selv. I vores film viser vi konteksten, hvori Magnitsky blev afhørt, og vi viser, hvad Browder har hemmeligholdt for offentligheden.

Det tog to år at slå konteksten fast. Resultatet er en film af to timers varighed, hvor vi forsøger at forklare kompleksiteten i Magnitsky-sagen på en måde, der er relativt let at forstå. De fleste af vores modstandere foretrækker den nemme løsning: At lade Browders PowerPoint-præsentation lede dem i den „rigtige“ retning.

D. 5. juni, 2008, var ikke første gang, Magnitsky blev indkaldt. I sin position af skattekonsulent og revisor med speciale i skatteoptimering for udenlandske investorer, var han ansvarlig for Browders offshore-selskabers konti i Kalmykia (senere skattely for den russiske føderation) og havde været kendt af politiets efterforskere siden 2004. Han var mistænkt for at have misbrugt skattefordele og for at være involveret i skatteunddragelse. Magnitsky indrømmede under et forhør i 2006, at han „muligvis“ var direktøren for Saturn Investments, Browders skuffeselskab, der var under mistanke for skatteunddragelse. Før Magnitsky var det Bill Browder selv, der var direktør for Saturn Investments og for et andet skuffeselskab, „Dalnaya Step“, som gik konkurs i 2004, mens det stadig skyldte staten skattepenge. Der blev rejst tiltale mod både Browder og Magnitsky i denne sag. Browder blev dømt in absentia i 2013, og retsforfølgelsen af Magnitsky blev ikke gennemført [21]. Den formodede posthume domfældelse af Sergei Magnitsky er ét af Browders mange påfund.

Magnitsky blev også indkaldt to gange i 2007 i forbindelse med undersøgelsen af skattesvindel hos Kamea, et andet af Browders selskaber, ligeledes for skatteunddragelse. Ud af Magnitskys utallige politiindkaldelser nævner Browder kun de to fra d. 5 juni og d. 7. oktober, 2008, men omtaler dem som en whistleblowers „bekendelser“.

I virkeligheden havde Magnitsky forsøgt at undgå at svare på spørgsmålene fra politiets efterforskere d. 5. juni og d. 7. oktober, 2008. Han foretager vage, højtravende og ofte misledende udtalelser. Dette fremgår meget tydeligt, når man først begynder at udfylde hullerne i Browders historie. Vores modstandere ligger inde med de samlede citater fra begge dokumenter ifølge Browders PowerPoint-skabelon, så de på denne måde kan støtte Browders kampagne. I forbindelse med dette gav Andrei sin mening til kende [22] over for den amerikanske kongres.

I vores første interview beskriver Browder den post-sovjetiske privatisering som en „win-win-situation”: Staten gav folket alle „aktier i alle selskaberne gratis“. Enhver kunne have skabt en formue på denne måde, hævder Browder. Da han senere personligt oplevede vanskeligheder med de russiske skattemyndigheder og ikke længere kunne skabe rentabel profit, blev det den russiske kapitalismes endeligt. Sidenhen er der, ifølge Browder, opstået en æra af total korruption og brud på menneskerettigheder i Rusland.

For de fleste russere var ønsket om kommunistisk ejendom en slags „kontrolleret borgerkrig“ overvåget af IMF, „Chicago-drengene“ fra Harvard, Goldman Sachs og andre. Flertallet af befolkningen blev taberne.


„Magnitsky var i sandhed offer for utilgivelig lægelig uagtsomhed og for det russiske retssystem, men han blev også et offer for den post-sovjetiske  privatiseringsbølge, der gjorde Browder og hans udenlandske investorer velhavende.“ (Andrei Nekrasov, Vetta Kirillova)

 

BREAKING! Til øjeblikkelig uddelegering!

Browder og hans hjælpere styrer dygtigt Magnitsky-fortællingen med deres PowerPoint-præsentationer, som de regelmæssigt tilpasser begivenhedernes gang, og som de deler ud til deres forbundsfæller og til den intetanende befolkning gennem forskellige kanaler. Den forvirrende brug af Browders private pressemeddelelser som et ubønhørligt og effektivt politisk kampvåben siger meget om målet, nemlig medierne, der er så nemme at manipulere til at sprede ubekræftede, „kopier- og indsæt“-nyhedsinformationer.

Da filmens premiere var blevet aflyst i Europa-Parlamentet d. 27. april, 2016, og da den var trukket tilbage af ARTE d. 3. maj, 2016, udsendte Bill Browder to pressemeddelser. Den ene d. 9. maj, 2016, [23] hvorefter den fransk-tyske tv-kanal, ARTE, officielt informerede Browder om, at den ville aflyse denne propagandafilm, der er anti-Magnitsky og ikke havde til hensigt at vise den på noget tidspunkt i fremtiden. Den anden pressemeddelese d. 16. maj, 2016, [24] fortalte, at den tyske tv-kanal, ZDF, netop havde informeret Browder om, at filmen ikke ville blive vist.

Der var ingen reference til en officiel udmelding fra ZDF/ARTE (ZDF og ARTE, som ikke er separate enheder i forhold til visningen af vores film) og heller intet andet bevis. Vores producer, Torstein Grude, fra Piraya Film modtog ingen officiel tilkendegivelse fra ZDF/ARTE i forbindelse med aflysningen. Tv-kanalen var stille som graven og reagerede ikke på pressemeddelelsen. Det var kun på vores direkte forespørgsel, at redaktøren, der var ansvarlig for filmen, svarede os på e-mail: „Så længe den juridiske gennemgang står på, er der ingen grund til eller behov for at komme med yderligere kommentarer.“ Da den anden pressemeddelelse kom ud, modtog vi blot en automatisk besked fra redaktøren: „Jeg er ikke på kontoret i øjeblikket. Hvis der er en hastesag, kontakt venligst min assistent.“ Det forbliver et mysterium, om Browder løj om aflysningen eller på anden måde var i dialog med ZDF/ARTE bag vores ryg. På dette tidspunkt troede vi nok, at ZFD/ARTE ville stå sammen med os om at kæmpe for den frie presse, og at vi ville stå sammen om at slå tilbage. Dette skete ikke: ZDF/ARTE trak sig 100% tilbage og efterlod os sårbare over for et massivt angreb.


FAZ angriber!

D. 13. Maj, 2016, udgav Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) en artikel [25] om Andrei Nekrasov. Interviewet blev fulgt op af en artikel af Kerstin Holm [26], i hvilken hun spidder Nekrasov ved at sige, at det var en tilsnigelse at portrættere Browders „veldokumenterede historie“ som fiktion, når alt allerede var bevist. Hun henviste til Novaya Gazeta, der, som vi viser i vores film, arbejder tæt sammen med Browder.

Derefter svarede Bernd Fabritius [27], der på dette tidspunkt var den første formand for den parlamentariske forsamling i Europarådets juridiske menneskerettighedskomité og medlem af den tyske forbundsdag fra CSU på sin hjemmeside d. 24. juni, 2016: „Til den kampagne, der spreder misinformation omkring den rapport, som parlamentets forsamling har lavet om Sergei Magnitsky“. Og beskylder derefter Andrei for „at sprede falske udmeldinger om fakta“ og takkede til sidst redaktørerne af ARTE og ZDF for at have aflyst filmen.

„En klar sag: Nekrasov beskyldt for propaganda.“ Dette skriver FAZ på Twitter d. 27. maj, 2016, om artilklen af Michael Hanfeld [28] (onlinefunktioner/medieredaktør), i hvilken han refererer til den grønne politiker, Marieluise Beck, Bernd Fabritius og Bill Browder, som alle kalder filmen for „åbenlys usand“. De hævder ligeledes, at Europarådets ordfører arbejdede uafhængigt af Browders kilder. De siger desuden, at udskrifterne fra Magnitskys forhør, de to „vidnesbyrd“ dateret d. 5 og d. 7. oktober, 2008, faktisk anklager politiet. Det er de samme „vidnesbyrd“ eller vidneforklaringer i en russisk kriminalefterforskning, som Browder lagde frem for Europarådet, og som vi har diskuteret ivrigt ovenfor.


Undersøgelsesrapporten fra Parlamentets forsamling

D. 17. Juni, 2016, offentliggjorde FAZ en artikel [29] af Andreas Gross, særlig ordfører i Magnitsky-sagen for Europarådets Parlamentariske Forsamling. Hr. Gross hævdede, at Andrei Nekrasov havde manipuleret med ham ved personligt at vise ham dokumenter på russisk, som han kaldte udskrifter fra forhøret af Magnitky, hvorefter han uden videre havde stillet ham nogle detaljerede spørgsmål, som han ikke var i stand til at besvare efter så lang tid. Sandheden er dog, at hr. Gross i klare vendinger havde udtalt til kameraet, at nøgledokumenterne, som f.eks udskrifterne fra forhøret af Magnitsky og den engelske oversættelse af disse, blev fremskaffet af Browder.


„De dokumenter, vi har, denne slags dokumenter, kom allesammen fra Browders kilder. Vi måtte altid anvende de oversættelser, der kom fra Browders kontor, da jeg ikke hverken læser eller forstår russisk selv.“ (Andreas Gross, citat fra filmen)

Vi havde det indtryk, at Andreas Gross ikke havde læst den engelske oversættelse i detaljer, eftersom han ikke vidste mere om indholdet, end hvad der var skrevet i den korte opsummering på Browders hjemmeside. Nemlig at Magnitsky havde beskyldt betjentene, Karpov og Kuznetsov, for „selskabstyveri“ og ulovlig skatteunddragelse. Andrei havde læst disse forhørsrapporter igennem mange gange, han havde studeret dem nøje og ikke fundet den mindste ting, der kunne tyde på en rapport om en formodet forbrydelse afsløret af Magnitsky, der angiveligt skulle være begået af de benævnte politifolk.

For at kunne hjælpe hr. Gross, gav Andrei ham en gennemgang af det faktiske indhold af dokumenterne. Han kunne stadig ikke sige mere om det: „Jeg kan ikke hjælpe med detaljerne, men måske kan du ringe til Günther Schirmer.”  Günther Schirmer - sekretæren for den juridiske komité i Europarådets Parlamentariske Forsamling, “en yderst erfaren tysk dommer”, som Marieluise Beck anbefalede os som medforfatter på denne rapport.


„Sagen er den, at han er en højrefløjstysker, ganske hård, og han har ingen medlidenhed med russerne. Han har en ganske klar... Men du bliver nødt til at spørge ham om sådanne detaljer, men måske... Jeg er ikke sikker på, han kender til dem. Jeg antager, at Browders hold i London vil være mest kvalificeret til at udtale sig om disse to dokumenter.” (Andreas Gross)

Uheldigvis ønskede hr. Schirmer ikke at blive interviewet.

 

 


Marieluise Beck og Michail Chodorkowskij (Foto: Stephan Röhl, CC BY-SA)

 

Fra de lækkede e-mails i 2017 [30] får man fornemmelsen af, hvor hektisk tingene udviklede sig, efter at filmpremieren blev annonceret i Europa-Parlamentet. Günter Schirmer fik de to Magnitsky-vidnesbyrd hastigt gennemgået. En ukrainsk medarbejder skriver: „Det er korrekt, at navnene på (...) A.K. Kuznetsov og en kriminalefterforsker P. A. Karpov bliver nævnt i vidneforklaringen fra d. 5. juni, 2008, for at være specifik: Kuznetsovs navn er nævnt 14 gange, Kaprovs navn 13 gange.“ [31]   
 Hr. Schirmer skrev triumferende til Andreas Gross med kopi til Bill Browder:


„Magnitsky anklagede virkelig Kuznetsov såvel som Karpov i sin første vidneforklaring d. 5. juni, som han igen henviste til d. 7. oktober.“ [32]

 

Som en erfaren dommer burde hr. Schirmer kende forskellen på at „nævne navnet“, som hans ukrainske partner skrev, og en „anklage“. Magnitsky nævnte mange navne under afhøringen d. 5. juni, 2008, inklusiv Browders kolleger: Ivan Cherkasov (ti gange), Vadim Kleiner (otte gange), Eduard Khareitdinov (seks gange), og Browders fupdirektører, Paul Wrench (elleve gange) og Martin Wilson (12 gange) blandt flere. Hvad han ikke nævner er skattesvindlen, der beløb sig til 230 millioner dollars.

Magnitsky anklager ikke politibetjentene, Karpov og Kuznetsov, for denne skattesvindel hverken d. 5. juni eller d. 7. oktober og nævner ikke engang deres navne under afhøringen d. 7. oktober.

 


[30] Illustration af en del af e-mail-kommunikationen mellem oversætteren og Günter Schirmer.

 

 

Det er særdeles svært at tro på, at sådan en manipulativ forvirring omkring begreberne var utilsigtet. Andrei har nøje studeret rapporten fra Europarådets Parlamentariske Forsamling, der viste sig at være forudindtaget og ufuldkommen. I denne „uafhængige“ rapport, låner Andreas Gross Browders argumenter i deres helhed ved at tage imod råd og dokumentation fra Browders team.

Browder bygger sit hovedargument på den antagelse, at den eneste grund til, at Magnitsky blev arresteret, tortureret og endelig brutalt myrdet, var pga. sine afsløringer og den kriminalrapport, han havde undersøgt. I rapporten beskylder han angiveligt betjentene ved navn. Hvis man derimod læser forhørsnotaterne objektivt, finder man ikke ét eneste spor af en klage, der handler om en undersøgelse, for slet ikke at tale om beviser, der kunne være kompromitterende for nogen. Det var ikke en anklage om kriminalitet, og det var ikke grunden til hans arrestation.

Magnitsky havde været målet for poilitiundersøgelser siden 2004 som skattekonsulent og revisor for Browders talrige skuffeselskaber, der var under mistanke for skatteunddragelse.

Før Magnitskys indkaldelser i oktober 2008 havde den russiske presse allerede rapporteret meget om skatteunddragelsen med de 230 millioner dollars og om politiefterforskningen af sagen (d. 10. april, 2008; „Izvestia“, d. 24. juli, 2008; „Vedomosti“, d. 25. august, 2008; „Kommersant“, og d. 23. september, 2008; „Delovoi Vtornik“). Navnet „Magnitsky“ er ikke at finde nogen steder. Selv Bill Browder [33] taler om sagen med de 230 millioner dollars i  radioprogrammet „Ekko Moskva“ i slutningen af juli 2008 uden at nævne Magnitsky eller nogle af hans heroiske afsløringer.

Så et kæmpe svindelnummer havde fundet sted, som allerede var kommet frem i pressen, og som havde været efterforsket i månedsvis, og under denne efterforskning var en revisor blevet indkaldt til forhør, fordi han var ansvarlig for de skuffeselskaber, der havde modtaget de 230 millioner dollars i tilbagebetaling. Manitsky nævnte i en sætning et „tyveri af midler fra statsbudgettet“, fordi han var blevet spurgt af efterforskeren om det. I en ganske lang og indviklet sætning fortæller Magnitsky, at dette tyveri var blevet opdaget af en advokat ved navn Khareitdinov. Kommentarerne gik hovedsageligt ud på at forsvare Khareitdinov, én fra Browders team, som var mistænkt for at have svindlet. Med andre ord forsøgte Magnitsky at aflede mistanken fra sig selv og sine kolleger. Under alle omstændigheder taler han ikke om en sensationel, detaljeret undersøgelse af svindel, og han anklager ikke politibetjentene.

Tænk bare, hvordan dette ville blive anskuet i Vesten: Skuffeselskaber i en stor hedgefond mistænkt for at blive brugt til økonomisk svindel, den pågældende ledelse tager en sætning og et passende ord ud af et forhør af sin mistænkte medarbejder og hævder, at dette er et ubestridt bevis for medarbejderens heroiske whistleblowing og en detaljeret efterforskning af sagen og en underbygget anklage af politiet, der undersøger sagen. I Vesten ville sådan et „bevis“ blive mødt med et skuldertræk. Men når det handler om Rusland, er det godt nok som alibi for en mistænkt i en sag om formodet international økonomisk kriminalitet.

Det er ret bemærkelsesværdigt, at Europarådets Parlamentariske Forsamling, tydeligvis præget af fordomme og arrogance, accepterer en inkompetence som denne, og hvad værre er, handler under den uhensigtsmæssige påvirkning af en stærk hedgefond-direktør, der mistænkes for at have begået økonomiske forbrydelser.  

Andreas Gross roste Bill Browder for sine talenter i sin tale [34] for Europarådets Parlamentariske Forsamling:

„Dette er en historie om en amerikaner, der kom til penge, som gjorde gode forretninger i medvindstider, som vidste, hvordan man kunne tjene penge på smuthullerne... eller dvs. dårlig lovgivning. Han lavede ikke forretninger og blev rig, fordi han stjal...“ (Andreas Gross)

Siden offentliggørelsen af Andreis svar [35] til Gross’ udtalelse i FAZ [29] blev afvist af redaktionen, fik han det sidste ord i spørgsmålet om, hvorvidt Magnitsky havde beskyldt embedsmændene. Men så skete det uventede, at hr. Gross fik et problem med sin rapport i USA.

Prevezon-sagen [36] var blevet mere kendt i USA end selve Magnitsky-affæren. I 2013 lagde Browder sag an mod et firma, der hed „Prevezon“, hvor han påstod, at firmaet havde profiteret af Magnitsky-affæren, hvilket førte til en retslig proces. I lignende sager havde Browder anklaget flere firmaer i forskellige lande for at have modtaget dele af de stjålne 230 millioner dollars. Derefter henviste han til sin pressemeddelelse, hvor han hævdede at have fulgt pengene fra Magnistsky-affæren til dér, hvor de befandt sig. Hvis Browder havde fundet de stjålne penge, så ville hans historie endelig have været perfekt.

I virkeligheden har ingen retsinstans i verden bevist, at Browder havde sporet pengene [37]. Helt uventet for Browder gik ejeren af Prevezon, Denis Katsyv, til modangreb for at forsvare sit ry ved hjælp af et team af amerikanske topadvokater.

Bailiffs jagtede Browder i halvandet år [38] for at udlevere en stævning. Da han endelig blev tvunget til at afgive vidneforklaring under ed i retten, lignede han på videooptagelsen af vidneforklaringen en mistænkt. Under denne afhøring [39] viser det sig, at flere af hovedpunkterne i hans historie om Magnitsky simpelthen ikke holder vand.

Browder forsøgte i denne retssag at stole på autoriteten i Europarådets Parlamentariske Forsamling og at fremlægge beviser i undersøgelsesrapporten om Magnitsky-sagen. Den amerikanske dommer, William H. Pauley, (U.S distriktsdommer i Southern District, New York) afviste Gross’ rapport på det følgende grundlag (udskrift fra høringen i retten i U.S distrikt, Sourthern District, New York, d. 3. maj, 2017, side 32–34):

„Der er... en grundlæggende mangel på troværdighed efter, at have læst det. (...) Der har tilsyneladende aldrig været en faktisk høring efter at Gross’ rapport blev formidlet og heller ikke et udkast af denne rapport.“ (...)

„Der findes intet bevis for, at en reel høring med de relevante proceduremæssige forholdsregler er blevet afholdt.

Slutteligt synes indledningen til denne rapport at have være baseret på en række begivenheder, der sætter spørgsmålstegn ved visse problemstillinger omkring motivation. Gross’ rapport citerer ”forhenværende arbejde“ i forbindelse med Magnitskys død.

Èn af de begivenheder, der måske har farvet undersøgelsen fra begyndelsen, er William Browders afbrydelser i forsamlingens arbejde. I juni 2011 ser det ud til, at Browder „foretog en intervention ved et seminar i parlamentet“ ved et møde, der endeligt gav grønt lys til Gross’ engagement i at lede sin undersøgelse.

Derudover er Gross’ rapport proppet med udsagn fra vidner, der har sympati for Magnitsky og Browder, blandt flere. Der var adskillige individer, betalt og styret af Hermitage Capital Management til at undersøge begivenheder relateret til Magnitsky, som blev interviewet af Gross.

Mens Gross citerer nogle bestemte samtaler, han havde med russiske embedsmænd og de dokumenter, han modtog fra dem, er referencerne hertil overskygget af Browders, „Hermitage Capital Managements og andre egocentrerede parters udtalelser og holdninger. (...) Med andre ord er Gross-rapporten et sandt mesterværk, og så har jeg overdrevet ganske meget.“ [40]

De tyske offentlige tv-stationer har til opgave at sikre mangfoldighed i meningsdannelsen ved ikke at være bundet af økonomiske eller statslige interesser. Forskellige meninger og uafhængighed ses som altafgørende. „Denne uafhængighed skal bevares mod forsøg på at udøve indflydelse.“ [41]. Hvordan forklarer ZDF/ARTE deres afslag på at vise den uafhængigt producerede dokumentar, „Der Magnitsky Fall“, som de godkendte på deres redaktion? Filmen blev censureret pga. pres fra en magtfuld amerikansk hedgefond-direktør.

I brevene fra advokaterne hævder ZDF/ARTE ikke, at Nekrasovs påstande i filmen er faktuelt forkerte. Undersøgelsen af sagen blev fulgt op og godkendt af tv-redaktørerne. Hovedårsagen til, at filmen blev trukket tilbage, er, at vi nægtede at tage Browder fuldstændigt ud af filmen efter krav fra redaktionen. Han trak sit samtykke tilbage med tilbagevirkende kraft efter at have indset, at filmen ikke var blevet til hans fordel. Anmodningen er absurd, da Bill Browder er hovedpersonen i filmen; generelt ville ingen undersøgende journalistik være mulig under sådanne forhold.  

Der er ingen, der har sagsøgt os endnu. Det vil heller ikke være nødvendigt, hvis man simpelthen har magten til at forhindre de implicerede personer i at fortælle deres historie, dvs. i vores tilfælde at vise filmen, som vi oprindeligt havde planlagt.

 

Denne tekst blev første gang offentliggjort på Telepolis. www.heise.de, 15.05.2018 under følgende URL: <https://www.heise.de/tp/features/Bill-Browder-und-seine-Geschichte-vom-Tod-des-angeblichen-Whistleblowers-Magnitski-4108672.html>. Licens: Telepolis, Heise Medien GmbH & Co. KG


Kilder:

[1] Bill Browder: <https://de.wikipedia.org/wiki/Bill_Browder>
[2] Serkej Magnitsky:<https://de.wikipedia.org/wiki/Sergei_Leonidowitsch_Magnitsky>
[3] Tweet fra 27.6.2018: <https://twitter.com/Billbrowder/status/1011934634102480897>
[4]<https://web.archive.org/web/20160502012734/http://www.arte.tv/guide/de/055860-000-A/derfall-magnizki/>
[5] <https://www.youtube.com/watch?v-=YSzpuGoPGUU>
[6] Andrei Nekrasov <https://de.wikipedia.org/wiki/Nikolai_Alexejewitsch_Nekrassow>
[7] <http://www.billbrowder.com/>
[8] <https://www.youtube.com/watch?v-=Vw0yuEhDX4E&feature=youtube&t=3m52s>
[9] <https://openrussia.org/post/view/929/>
[10] <https://de.openrussia.org/>
[11] <https://de.wikipedia.org/wiki/Butyrka>
[12] <http://russian-untouchables.com/docs/D107.pdf>
[13] Engelsk oversættelse af klagen fra Sergey Magnitsky til statsadvokaten
Yury Chaika: <http://russian-untouchables.com/docs/Prison-Diaries-Magnitsky-
General-Prosecutor-Complaint.pdf>
[14] <https://en.wikipedia.org/wiki/Vyacheslav_Ivankov>
[15] <https://de.wikipedia.org/wiki/Jewgeni_Olegowitsch_Adamow>
[16] <https://en.wikipedia.org/wiki/Mikhail_Trepashkin>
[17] <https://en.wikipedia.org/wiki/Vladimir_Kvachkov>
[18] <https://en.wikipedia.org/wiki/Alexander_Solonik>
[19] <https://en.wikipedia.org/wiki/Mikhail_Khodorkovsky>
[20] <https://www.youtube.com/watch?v-=ok6ljV-WfRw&t=5s>
[21] <https://www.heise.de/tp/features/Magnitsky-Fall-Die-Erinnerungsluecken-des-Bill-Browder-4077321.html>
[22] Erklæring fra protokol Juni 2015 House Committee On Foreign Affairs Hearing: U.S. Policy Toward Putin’s Russia by Andrei Nekrasov: <https://docs.house.gov/meetings/
FA/FA00/20160614/105061/HHRG-114-FA00-Transcript-20160614.pdf#page=63>
[23] <http://lawandorderinrussia.org/2016/french-tv-station-arte-permanently-cancels-nekrasov-s-antimagnitsky-propaganda-film/>
[24] <http://lawandorderinrussia.org/2016/german-tv-station-zdf-confirmed-it-will-not-show-nekrasov-s-antimagnitsky-propaganda-film/>
[25] <http://www.faz.net/aktuell/feuilleton/medien/der-fall-Magnitsky-andrejnekrassow-
im-gespraech-14230183.html>
[26] <http://www.faz.net/aktuell/feuilleton/medien/der-tod-sergej-magnizkisdie-
ganze-wahrheit-14230185.html>
[27] <https://web.archive.org/web/20170301135428/http://www.berndfabritius.de/wp-content/uploads/2016/05/160524-Bernd-Fabritius-antwortet-auf-Desinformationskampagne.pdf>
[28] <http://www.faz.net/aktuell/feuilleton/medien/sergej-magnizki-dokumentation-
von-andrej-nekrassow-14254203.html>
[29] <http://www.faz.net/aktuell/feuilleton/medien/arte-film-haette-ueber-den-tod-von-sergej-magnizki-dieunwahrheit-verbreitet-14291519.html>
[30] <https://foreignpolicy.com/2017/07/14/private-email-of-top-us-russia-intelligence-official-hacked/>
[31] Billede af oversætterens email til Günter Schirmer: <https://www.heise.de/tp/imgs/89/2/4/6/3/3/4/2/brow1-b29ffb153a1c544d.jpg>
[32] Billede af email fra Günter Schirmer til Andreas Gross og Bill Browder på cc: <https://www.heise.de/tp/imgs/89/2/4/6/3/3/4/2/brow2-c82cd-02b9eafc7ea.jpg>
[33] <https://echo.msk.ru/programs/razvorot/530351-echo/>
[34] <http://clients.dbee.com/coe/webcast/index.php?id=20140128-1&lang=en>
[35] <https://andreinekrasov.livejournal.com/6252.html>
[36] <https://de.scribd.com/document/369985485/All-Non-Confidential-Hearing-Transcripts-in-Prevezon-Case-Involving-Bill-Browder>
[37] <https://100r.org/media/2017/10/Browder-Deposition-April-15-2015.pdf#page=166>
[38] <https://www.youtube.com/watch?v-=ryVavTF6hR0>
[39] <https://www.heise.de/tp/features/Magnitsky-Fall-Die-Erinnerungsluecken-des-Bill-Browder-4077321.html>
[40] Udskrift af høring; United States District Court Southern District of New York, May 3, 2017; Seite 32-34
[41] Task and function of public broadcast/ARD: <https://daserste.ndr.de/ard_check/fragen/Aufgabe-und-Funktion-des-oeffentlich-rechtlichen-Rundfunks-der-ARD,antworten104.html>

 

Denne artikel udtrykker forfatterens synspunkter, som ikke nødvendigvis deles med Free21-redaktionerne eller udgiveren. Oversat og bearbejdet af Team Free21-DK.

De navngivne forfattere er ansvarlige for indholdet af de enkelte artikler. Indholdet af artikler og kommentarer afspejler ikke nødvendigvis redaktøre<br />es eller udgiverens mening.

Quellen

De navngivne forfattere er ansvarlige for indholdet af de enkelte artikler. Indholdet af artikler og kommentarer afspejler ikke nødvendigvis redaktøre
es eller udgiverens mening.
Profile photo of Andrei Lwowitsch Nekrasov

Andrei Lwowitsch Nekrasov

geboren 1958 in Leningrad, studierte dort Schauspiel und Regie und Philosophie an der Universität Paris und Film an der Universität Bristol. Er arbeitete als Filmemacher, Autor und Theaterregisseur in Deutschland, Großbritannien, Skandinavien und Russland. Zu seinen Werken gehören unter anderem „Springing Lenin“ (1993), „Disbelief“ (2004), „Rebellion: the Litvinenko Case“ (2007) und „Russian Lessons“ (2010). Für seine Arbeit wurde er unter anderem mit dem Grimme-Preis ausgezeichnet.


Hat Ihnen der Artikel gefallen?
FREE21 steht für nicht embeddeter, crowdfinanzierter Journalismus. Helfen Sie uns noch besser zu werden und unterstützen Sie uns! Jeder Euro fließt in die unabhängige journalistische Arbeit.
einmalig
Spenden
.
Jetzt fördern
Mitglied werden!
.
Magazin
.
Überweisung
GLS Bank
Kontoinhaber:
Verein zur Förderung unabhängiger journalistischer Berichterstattung e.V.
IBAN: x-2100
Name der Bank: GLS Gemeinschaftsbank eG
BIC: GENODEM1GLS
Kommentar schreiben
Do NOT follow this link or you will be banned from the site!