Council on Foreign Relations opstod i kølvandet på første verdenskrig, det såkaldte „Trauma fra 1920“. USA havde efter første verdenskrig muligheden for at overtage den „globale førerrolle“,  men både Senatet og det amerikanske folk var træt af krig og valgte „fredspræsident“ Warren Harding, der gik til valg på et „return to normality“ og først og fremmest adresserede de mange problemer Amerika og amerikanerne havde indenlands.

„Vi er nu et imperium, og når vi agerer, former vi
vores egen realitet“

Karl Rove, tidligere chef for Bureau of Strategic Initiatives, USA.

Denne afslutning på en spirende krigsindustri var for en gruppe af internationalt orienterede bankiers, industrimagnater og politikere et nederlag, og for at „vække Amerika til at leve op til sine globale forpligtelser“ grundlagde denne gruppe meget velhavende og magtfulde mennesker året efter Council on Foreign Relations, i datidens finans- og handelsmetropol New York.

Gennem medvirken fra førende akademikere og publicister, bl.a. Arcibald Coolidge (The United States as a World Power, 1908) og Walter Lippmann (Public Opinion, 1922), skulle deres ideer for en mere „aktiv udenrigspolitik“ udvikles og gøres populære i offentligheden.

Gennembruddet for CFR kom under anden verdenskrig, da CFR-medlemmer i rammerne af War and Peace Studies [1] ikke bare udfærdigede den amerikanske krigsstrategi og grundprincipperne for efterkrigstiden – men også statutterne for FN, Verdensbanken og den Internationale Valutafond.[5]. Dermed fulgte de i fodsporene på CFR-grundlægger Isaiah Bowman, som mente at USA havde ansvaret for den fremtidige globale sikkerhed, i den forbindelse dog måtte „afstå fra konventionelle former for imperialisme“ og i stedet forklæde „udøvelsen af den amerikanske magt i en international karakter“ (Shoup & Minter, 1977:169ff).

På denne måde opstod således, kun 170 år efter uafhængighedserklæringen, et globalt American Empire [6], hvis nøglepositioner siden da uafbrudt er blevet besat af medlemmer af den i mellemtiden knap 5.000 medlemmer store Council of Foreign Relations. [7]). Det tyske magasin Der Spiegel betegnede [2] CFR som „en af de mest indflydelsesrige private institutioner i USA og den vestlige verden“ og som et „politbureau for kapitalisme“.

Med den anden verdenskrig udvidedes territoriet for USAs aktiviteter til i første omgang Vesteuropa og Østasien, især Japan. For at opbygge samme elitære struktur i disse regioner måtte CFR udvide sit netværk: For Europa lancerede CFR-medlem Charles D. Jackson, Eisenhowers assistent for psykologisk krigsførsel, i 1954 den såkaldte Bilderberg-Gruppe, mens CFR-præsident David Rockefeller og CFR-direktør Zbigniew Brzezinski i 1972 grundlagde den Trilaterale Kommission.

Begge organisationer har til formål at diskutere centrale geostrategiske udfordringer og etablere en lande- og partiuafhængig konsensus. Den tidligere franske premierminister og tidligere Bilderberg-medlem François Fillon sagde da også i 2013 i et interview ligeud [3] : „Det er Bilderbergerne der regerer os“.

Den offentlige mening

Denne succesfulde omsætning af en vedtaget geopolitisk strategi ville både i freds- og i krigstid være utænkelig uden at have „den offentlige mening“ med. Mens autoritære stater normalt må nøjes med deres egne propagandamedier, som ikke har nogen bred troværdighed i befolkningerne, greb CFR det mere intelligent an:  Med sine knap 5.000 medlemmer strategisk fordelt i toppen af alle medier, opbyggede CFR et ved første øjekast uafhængigt informationssystem, hvor alle deltagere og relevante kilder dog blev kontrolleret af CFR og deres partnerorganisationer. Herved opstod et historisk „propaganda-matrix“ som siden har formet den „frie verden“.

CFR og medierne

Aviser, magasiner, tv og radio eller internet: CFR er altid med, ofte som medlemmer af bestyrelsen, og altid sørger de for, at de „rigtige“ chefredaktører og topjournalister beklæder stillingerne i medierne. I USA er stort set alle kendte medier grundlagt af medlemmer af CFR, eller er siden blevet opkøbt af disse. Dette har været muligt, fordi kapitalkravene til at drive medier i USA er enorme, og medlemmerne af CFR har adgang til kapital som næppe nogen anden gruppering. Selv moderne internetfirmaer som Google und Facebook er på højeste niveau forbundet med CFR, og de medvirker jævnligt i CFR´s internationale operationer. [4]

Alle traditionelle medier i (Vest)-Tyskland blev efter krigen grundlagt med en licens [5]  , udfærdiget af de allierede. I den forbindelse udvalgte man med omhu de „rigtige“ udgivere og chefredaktører – strukturer, der både gennem familiemønstre og forretningsinteresser er bevaret den dag i dag. Styringen af de tyske medier foregår i dag ikke blot gennem Bilderberg-Gruppen og den Trilaterale Kommission, men siden 1952 især gennem organisationen Atlantik-Brücke [6] , grundlagt af CFR-direktør og præsident for Verdensbanken (også allieret højkommissær for Tyskland), John J. McCloy – sammen med CFR-medlem og bankier Eric Warburg, barnebarn af CFR-medlem og initiativtager til USA Federal Reserve System Paul Warburg.

CFR og nyhedsbureauerne

En helt særlig rolle spiller de international nyhedsbureauer. I realiteten stammer næsten alle tekster og billeder om internationale forhold fra ét af tre nyhedsbureauer: det amerikanske Associated Press (AP), det britisk-canadiske Thomson-Reuters og det franske Agence France-Presse (AFP). Selv internationale korrespondenter må for det meste bero sig på materialet fra disse tre agenturer – de er „det usynlige nervesystem, som får helt matrixet til at fungere“, sagde f.eks. den tidligere leder af det østriske nyhedsbureau APA (Segbers 2007, S.10).

„Således kan CFR dirigere et komplet begivenhedsforløb fra hemmelige operationer til nyhedsformidlingen om disse. Eller, om man vil: man fremavler en kunstig realitet, som offentligheden og politikerne så kan beskæftige sig med

Denne absolutte dominans i de tre globale agenturer medfører, at man systematisk finder de samme informationer overalt i medierne i den vestlige verden, og de samme informationer er overalt udeladt.

Mens Reuters og AP hører direkte under strukturen i CFR, ejes AFP af den franske stat – denne er til gengæld integreret i netværket via Bilderberg-Gruppen og NATO. Sluteffekten er, at de tre store globale agenturer på denne måde fungerer som en slags „propaganda-multiplikatorer“; fødemaskiner for resten af den vestlige verdens medier.

Den tidligere Reuters-krigskorrespondent Fred Brigdland sagde i et bemærkelsesværdigt interview om sit arbejde [7]  med britiske Channel 4: „Vi baserede vore beretninger på de officielle meldinger. Først år senere erfarede jeg, at en CIA-ekspert i disinformation var placeret i den amerikanske ambassade, og at han fodrede os med falske meldinger. Vi videregav dem, og de blev jo øjeblikkeligt overtaget af resten af medierne i den vestlige verden“.

CFR og NGO’erne

En anden vigtig funktion for CFR-matrixet er de såkaldte tænketanke. Disse forsyner medierne og offentligheden med angiveligt velfunderede og objektive vurderinger og analyser, men i realiteten er stort set alle eksperter, som kommer til orde i medierne, i forvejen integreret i CFR-netværket. I USA gælder det f.eks. RAND Corporation, Atlantic Council, The Aspen Institute og Center for Strategic and International Studies (CSIS). Selv grundlæggeren af det såkaldte „undersøgende kollektiv af journalister“ Bellingcat, Eliot Higgins, er Senior Non-Resident Fellow ved Atlantic Council.

Forbindelserne går videre: rent faktisk har direktørerne for Amnesty International, Human Rights Watch og mange af de store humanitære organisationer gennem årtier alle været forbundet med CFR [8] , mens talrige andre finansieres af CFR-medlemmer direkte – i denne sektor især milliardæren George Soros, som på denne måde understøtter de internationale operationer fra CFR ved at have fokus på mere eller mindre farverige revolutioner verden over.

[9] . Disse NGO´er fungerer i dagligdagen med i vid udstrækning meningsfyldte og nødvendige hjælpeaktioner, og deres geopolitiske funktioner bringes så til indsats, når et regime change skal forberedes eller en militær intervention skal legitimeres.

Således „verificerede“ [10]  Amnesty International allerede i 1991 den såkaldte „kuvøseløgn“ [11] , som man i dag ved var fabrikeret af et amerikansk PR-firma – historien om, at Saddam Husseins soldater skulle have trængt ind på et hospital i Kuwait og kastet babyerne fra kuvøserne ud på stengulvene. Også på Balkan, i Afghanistan, i Irak og i Libyen har Amnesty International og Human Rights Watch krævet „humanitære militærinterventioner“ på et meget tvivlsomt grundlag.

I Syrienkrigen havde Human Rights Watch efter giftgasangrebet i sommeren 2013 meget hurtigt fremskaffet en ekspertanalyse [12] , som bekræftede at den syriske regering stod bag, og dermed kunne man begrunde en NATO-intervention. I en senere analyse viste dokumentet sig at være falsk [13] .

I Eritrea blev både Amnesty og Human Rights Watch i 2011 taget på fersk gerning som medvirkende i en regime-change-operation: [14] : I en hemmelig mission infiltrerede man, til dels forklædt som nonner, landet for at opbygge et netværk, der senere på kommando kunne udløse landsomfattende protester. Amnesty-direktøren for „Specialprogrammer i Afrika“ fik lækket et brev, hvor hun skrev: „vores mål er at Issayas Afewerkys regime kan styrtes inden udgangen af året“.

Ud over at kontrollere disse store, permanente NGO’er, etablerer og finansierer [15]  CFR en række institutioner som f.eks. USAID, som fokuserer på enkeltkonflikter og lader sig perfekt indpasse i medie-matrixet. På denne måde er f.eks. det „Syriske Observationscenter for Menneskerettigheder“ opstået, Media Center Aleppo og de højt besungne White Helmets, som massivt har forsynet vestens medier med dramatiske og nogle gange højst tvivlsomme billeder fra Aleppo. I det hele taget er det tvivlsomt, om White Helmets er andet end en propagandastunt, udført og iscenesat af netværket og viderebragt af netværkets medier.

CFR og militæret

Også inden for militær og NATO er CFR massivt tilstede. Gennem årtier har CFR afholdt sit eget træningsprogram for amerikanske officerer, og det skønnes at 75% [16]   af alle højere rangerende amerikanske officerer er uddannet hos CFR. Det gælder også for næsten samtlige generalstabschefer, NATO-øverstbefalende og admiralitetsmedlemmer siden 2. verdenskrig. [17] . Hermed har CFR i realiteten opbygget en ideologisk skolet og internationalt opererende „militærstyrke“, en ensretning, som man ellers kun kender fra totalitære regimer.

Den tidligere chef for Associated Press, Tom Curley, sagde i et foredrag i 2009, at alene Pentagon dengang havde 27.000 PR-specialister [18]  på lønningslisten og et budget på knap 5 milliarder dollar årligt. Hermed producerer Pentagon både propaganda og disinformation, sagde Tom Curley. Han forklarede, hvordan amerikanske generaler havde truet ham, at AP ville blive ruineret, hvis de rapporterede for kritisk om det amerikanske militær og amerikanske operationer.

CFR og CIA

Siden 2. verdenskrig har stort set alle CIA-direktører været medlemmer af CFR. Det gælder også for forgænger-organisationen, OSS, som blev grundlagt og ledet af CFR-medlem Allen Dulles og William J. Donovan. Man kan med rette stille spørgsmålet, om CIA handler på vegne af CFR eller er underlagt den amerikanske præsident.

Tilsvarende kan man også se den velkendte Operation Mockingbird i et andet lys. I midten af 70’erne blev det offentligt kendt, at CIA i næsten alle amerikanske medier havde agenter ansat, som udbredte disinformation og sørgede for at visse ting ikke blev skrevet. Cheferne for alle disse medier var i forvejen medlemmer af CFR, ligesom direktørerne for CIA var det. Operation Mockingbird var altså næppe en „isoleret“ CIA-forbrydelse, den var en del af opfyldelse af formålet med selve CFR; at forme den offentlige mening, så USA blev „vækket“ til at opfylde sine internationale forpligtelser. Det var i øvrigt CIA-direktør og CFR-direktør George H. W. Bush, som officielt bragte Operation Mockingbird til en ende.

CFR og terror

Det særlige ved CIA som efterretningstjeneste betragtet, er at CIA ikke blot indsamler og bearbejder information, men også gennemfører aktive, hemmelige operationer i den såkaldte Operation Gladio. Eksempelvis organiserede britiske og amerikanske efterretningstjenester (CIA og MI6) sammen med NATO dusinvis af bombeanslag i Vesteuropa, som man så kunne tilskrive kommunistiske og arabiske grupperinger. Medierne blev brugt til at viderebringe disse ønskede påstande, og der blev ikke stillet kritiske spørgsmål. I CIA roste man endda det gode samarbejde, hvilket et nyligt deklassificeret dossier beviser. [19] : „Pakken leveret. Topartikel i aviserne efter vore anvisninger“. Den italienske premierminister Andreotti anklagede i 1992 offentligt en „vestlig efterretningstjeneste“ for at stå bag terrorbombningen i Bologna i 1980, og EU-Parlamentet har i en resolution samme år fordømt hele Operation Gladio.

Således kan CFR dirigere et komplet begivenhedsforløb fra hemmelige operationer til nyhedsformidlingen om disse. Eller, om man vil: man fremavler en kunstig realitet, som offentligheden og politikerne så kan beskæftige sig med. Med terroranslag bringes befolkningerne i angst og usikkerhed, og de enkelte landes politikere tvinges til at indføre stadigt strengere lovgivning i retning mod den totale overvågning – der igen muliggør, at systemkritikere og anderledes tænkende er nemme at plotte og forholde sig til. Den tidligere CIA-direktør og CFR-medlem William Casey er berømt for sætningen: [20] : „Vores disinformationsprogram standser først, når alt hvad offentligheden tror, er forkert“.

CFR og Hollywood

Ved siden af de traditionelle medier er filmindustrien i Hollywood en fast bestanddel i CFR-matrix’et. Alle chefer for alle kendte filmstudier gennem tiderne har været medlemmer af CFR, fra Disney til Universal og 20th Century Fox. Derfor kan det ikke undre, at Hollywood producerer den ene efter den anden af krigsfilm – American Sniper, Rambo, Zero Dark Thirty o.s.v. – som bygger på det amerikanske verdensbillede som „os“ som de gode, og et klart fjendebillede, som passer til aktuel politik.

Nyligt offentliggjorte dokumenter [21]  viser, at Pentagon og CIA i mindst 800 biograffilm og mere end 1.000 TV-produktioner har indført passager og dialoger, der „forbedrede“ manuskripterne.

Filmindustrien mødes så en gang om året og udvælger det bedste af det bedste, og her oplever man så som f.eks. senest at en „dokumentarfilm“ [22]  om Syriens White Helmets får en Oscar.

Men ikke kun filmstudier er med i apparatet, også hollywoodstjerner er medlemmer i CFR og engagerer sig internationalt. Når Angelina Jolie f.eks. flyver til Libyen for at vise solidaritet med de „revolutionære“ [24]   og rose dem for deres indsats [25] , eller når George Clooney på grund af sultende børn taler varmt for opdeling af det (olierige og Kina-venlige) Sudan, så beretter alle CFR-medier udførligt om det. Blot fortæller de ikke, at disse skuespillere selv er medlemmer i CFR.

En af de større skandaler i denne sammenhæng stod Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling for, da hun gik ind i sagen om den 7-årige meget berømte „Twitter-pige“ fra Syrien, Bana Alabed, som talte om massemord fra russisk side i Aleppo. Begge, både J.K. Rowling og den lille pige, viste sig siden at være ansat af det engelske PR-bureau, The Blair Partnership, [26] drevet af tidligere ministerpræsident Tony Blair og en del af matrix’et.

Litteratur:

CFR-medlemsfortegnelse fra 1922 til 2013 og fra 2016:<https://swprs.files.wordpress.com/2017/07/council-on-foreign-relations-membership-rosters-1922-2013.pdf>

CFR-medlemmer i den amerikanske regering fra 1900 bis 2014: <https://swprs.org/die-propaganda-matrix/#k5>

Bilderberg-konferencer: Deltagerlister fra 1954 til 2014 <https://swprs.files.wordpress.com/2016/07/bilderberg_teilnehmer_1954-2014.pdf> und 2015-2017: <http://www.bilderbergmeetings.org/latest-meetings.html>

Trilaterale Kommission: Medlemslister fra 1973 <https://swprs.files.wordpress.com/2017/07/trilateral-commission-members-1973.pdf>; 1978 <https://swprs.files.wordpress.com/2017/07/trilateral-commission-members-1978.pdf>; 1985 <https://swprs.files.wordpress.com/2017/07/trilateral-commission-members-1985.pdf>; 1995 <https://swprs.files.wordpress.com/2017/07/trilateral-commission-members-1995.pdf>; 2010 <https://swprs.files.wordpress.com/2017/07/trilateral-commission-members-2010.pdf>; og 2017 <https://swprs.files.wordpress.com/2017/07/trilateral-commission-members-2017.pdf> <

Atlantik-Brücke: Årsberetning fra 2006 til 2016: <https://www.atlantik-bruecke.org/veroeffentlichungen/jahresberichte/