9/11 - the final curtain:
17 Sep 2017
Isbjerget smelter
At 11. september 2001 var et inside job, er den eneste plausible konklusion, når man ser på såvel de officielle fakta som på øjenvidners beretninger og fagfolks analyser. I betragtning af angrebets konsekvenser for verdenssamfundet burde en ny undersøgelse forlængst have fundet sted. Offentliggørelsen af de hemmeligholdte 28 sider om Saudi Arabiens rolle er endnu et skridt, men sagen rækker langt videre og dybere og har rødder i de samme kredse, som foreløbig to amerikanske præsidenter hidtil uden held har forsøgt at advare os imod.
Profile photo of Tommy Hansen
Share
Foto: Businessinsider

Med offentliggørelsen sidste år af de 28 stærkt redigerede sider fra 9/11 kommisionens rapport, blev det bevist, at højt placerede saudiarabiske embedsmænd og regeringsmedlemmer var dybt involveret i terrorangrebet den 11. september 2001. Det samme var den israelske efterretningstjeneste Mossad, og ikke overraskende: CIA. Alle har handlet på vegne af det militære-industrielle kompleks, som gennem krigen mod terror har fået tidligere tiders glorværdighed tilbage. Denne krigsmaskine føder korrupte politikere, kontrollerer og manipulerer journalister. Det er på tide at bryde tavsheden.

Terrorangrebet 11. september 2001 blev planlagt i 1990’erne som en slags chockterapi, et nyt “Pearl Harbor”. En krig var tvingende nødvendig, hvis den stolte amerikanske krigsindustri ikke skulle lide et uopretteligt knæk - Sovjetunionen var opløst, og krigsindustrien var løbet tør for fjender. Værre endnu var, at USA med stormskridt mistede sin globale politiske førerrolle i takt med, at det nye verdenskort uden Sovjetunionen var ved at forme sig. Alt det, der havde gjort Amerika stort - og visse familier stenrige - stod for forfald.

Planen for, hvordan den amerikanske krigsindustri igen skulle komme på benene, blev præsenteret i 2000 af den højreorienterede politiske tænketank “Project for a New American Century” (PNAC). Den var grundlagt tre år tidligere af prominente neokonservative som Dick Cheney, Jeb Bush, Richard Perle, John Bolton, Scooter Libby, Paul Wolfowitz, Robert Kagan og William Kristol, og hele projektet havde to formål: 1) hvordan genrejser vi den amerikanske krigsindustri og 2) hvordan får vi igen USA til at spille den politiske førerrolle i verden.

PNAC-rapporten fra 2000 beskriver i detaljer, hvilke opgraderinger af det amerikanske forsvar der er brug for til at løse konflikter, som USA forudser i de kommende årtier. En stor del af Bush-administrationen blev formet af medlemmer fra PNAC, der således i praksis kunne videreføre de visioner, de selv havde formuleret.

Af PNAC-rapporten fremgår det ordret, at den nye fremtid for Amerikas krigsindustri kommer hurtigere, hvis USA oplever “et nyt Pearl Harbor”, hvilket netop 11. september 2001 i dag af mange iagttagere betragtes som.

Reaktionen på 11. september 2001 kom lige så prompte som efter angrebet på Pearl Harbor i september 1941: USA gik i krig, og nærmest hele nationen bakkede op om det. Denne gang er der imidlertid ikke tale om en enkeltstående konflikt med en bestemt magthaver, krigen mod terror er en verdensomspændende og uendelig krig. Og enhver, der ikke er på USA’s side er pr. definition på terroristernes side, som George Bush sagde den 21. september 2001 på “Voice of America”.

Krigen mod terror er blevet en fødemaskine for den globale krigsindustri - USA, Tyskland, Frankrig, England og Danmark for blot at nævne nogle få aktører. Som følge af denne krig bombarderer og ødelægger vi byer og beboelser i Sudan, Jemen, Syrien, Afghanistan og Irak, hvor vores handlinger har forårsaget millioner på flugt. Altsammen i jagten på enkeltindivider, som af USA’s efterretningstjenester udpeges som “terrorister”. Et kredsløb uden ende, som automatisk skaber både flygtninge og terrorister - i næsten samtlige tilfælde de seneste 20 år med våben og sprængstoffer leveret fra Vesten.

På mindre end 20 år siden 11. september 2001 er alle vore respekterede institutioner og værdier ødelagt. Det formentlig mest menneskefjendske diktatur i verden, Saudi Arabien, er formand for FN’s Menneskerettighedskommission og tilsvarende leder af FNs Kvinderettigheder. Nobel fredsprismodtager Obama kastede alene i 2016 mere end 25.000 bomber verden over, og siden 2002 har USA haft en lov, som siger at landet med militær magt vil befri enhver US-statsborger, der bliver tilbageholdt af menneskerettighedsdomstolen i Haag (Hague Invasion Act).

I de senere år har USA bygget op til krig med Rusland på europæisk jord, og vi har i dag den største koncentration af kampklare tropper i Europa siden 2. Verdenskrig. En konventionel krig i Europa vil betyde, at millioner af europæere vil dø, men det er en risiko, som USA er parat til at løbe, endda bakket op af krigsinteresserede europæiske politikere. Der tales om truslen fra øst, men der er ingen sådan at spore - truslen fra vest er langt mere alvorlig for Europas fremtid.


USA er afhængig af krig

Nordamerika er som nation dybt afhængig af krig og har været det i årtier, nærmere det seneste århundrede. Politikerne anvender næsten to trediedele af de frie budgetmidler til “forsvar”, og uden den kørende krigsmaskine ville USA være fallit og færdig.

Ud af en samlet historie på 238 år har USA været i krig i 222 år, for det meste langt væk hjemmefra og altid for at indføre “demokrati og frihed”. Denne nation betaler to tredjedele af omkostningerne ved NATO og benytter således forsvarsalliancen til at gennemføre krige, som passer med USA’s udenrigspolitiske mål.

To præsidenter har advaret mod denne udvikling: Præsident Dwight Eisenhower i sin “afskedstale” i 1961 og præsident John F. Kennedy tre måneder senere (Secret societies speech). Begge har nævnt det militær-industrielle kompleks og begge talte om “deep state”. Siden da har ingen præsident adresseret emnet - så enten har de dunkle kræfter måttet give op, eller også har de vundet og overtaget styringen af enhver præsident lige siden.

Det militær-industrielle kompleks blev for alvor grundlagt under 2. Verdenskrig og i den kolde krig. Her blev tjent formuer på krigsmateriel og leverancer til CIA og andre hemmelige tjenester. I praksis var der ingen limit for bevillingerne til denne opbygning, det var politisk god tone at gøre alt for, at “kommunisterne” ikke skulle vinde indflydelse, hverken i verden eller i USA. Med den kolde krigs afslutning, stod også denne æra for krigsfinansen foran en ende, og det var en katastrofe man for enhver pris ville undgå. Løsningen var den evige og globale krig mod terror, som præsident Bush kunne udråbe meget kort efter 11. september 2001.

Kort herefter dukkede de første tegn op, på at Saudi Arabien havde en finger med i spillet. Mere end 20 medlemmer af den saudiarabiske Bin Laden-familien blev i hast og hemmelighed fløjet ud af USA i dagene lige efter 11. september 2001. 15 af de 19 påståede flykaprere var saudiarabiske statsborgere, og de 11 af dem havde fået deres VISA-papirer på den amerikanske ambassade i Jeddah, Saudi Arabien - samme sted, hvor papirarbejdet for tusinder af Mujahedin-kæmpere (CIAs indsats i Afghanistan) foregik.

Meget pegede på Saudi Arabien, men verden jagtede en mand og hans terrororganisation i Afghanistan. Alle spor mod Saudi Arabien blev afvist eller hemmeligstemplet.

Saudiaraberne var imidlertid ikke alene om jobbet. Ifølge en 61 siders rapport fra DEA (Drug Enforcement Administration) i 2002 arbejdede en israelsk spionagering aktivt i USA på dette tidspunkt. Flere researchere peger på, at 14 af disse agenter, i rollen som “kunststudenter” havde autoriseret tilgang til konstruktionsdelene af tvillingetårnene. De havde overvåget regeringskontorer, forsvarsministeriet og privatadresser hos ansatte i DEA. Men ikke et ord om Israel heller, jagten på Osama Bin Laden var forlængst gået ind.

Senator Al Franken har i sin satiriske bog fra 2004 omtalt det forbudte begreb “Jødekaldet”. Et faktum er, at mange mennesker med jødisk oprindelse blev advaret mod at flyve eller opholde sig i New York denne dag. Franken beskriver, at han således selv modtog “the jew call” og derfor ikke som ellers forventet var på sit kontor i tvillingetårnene den 11. september 2001.

At nogen på meget højt niveau har haft forhåndsviden om begivenhederne, bevises også af det høje antal tilfælde af konstateret insiderhandel på børserne 11. september 2001 og i dagene før og efter. I dag har flere universiteter påvist massiv insiderhandel, ligesom den tyske finansjournalist Lars Schall har beskæftiget sig indgående med emnet.

Den danske statsminister Poul Nyrup Rasmussen bekendte i 2009 åbent, at han var blevet ringet op nogle få minutter før, det første tårn kollapsede, og at nogen havde fortalt ham at der nu var “overhængende fare” for et kollaps. Udtalelsen er i sandhed kryptisk, da et sådant kollaps aldrig før i verdenshistorien havde fundet sted, og der var således ingen indikationer for en sammenstyrtning, som man kunne henføre til tidligere erfaringer - hvordan kunne nogen så forudsige katastrofen? Også New Yorks borgmester Rudy Giuliani beretter tilsvarende, at han fik et opkald med advarsel om kollaps, før det første tårn styrtede sammen - en advarsel, som kun forbrydelsens gerningsmænd kunne stå bag.

En så omfattende operation med internationale forbindelser, falske identititer og rejser, planlægning og forberedelse, er det i en moderne verden ikke muligt at holde skjult for de store efterretningstjenester. Og CIA havde da også i mange måneder briefet præsident Bush om, at noget var under opsejling. Briefingerne blev ignoreret af Bush og hans stab, selv den meget omtalte “For the President only”-briefing fra 6. august 2001 med titlen “Bin Ladin Determined To Strike in US”.

Om det så i realiteten var Bin Laden, der stod bag planerne, er en anden sag. Det var med sikkerhed ikke Bin Laden, som stod bag aktiespekulationerne på Wall Street og andre internationale børser i dagene omkring 11. september 2001. Det var formentlig heller ikke Bin Laden, der ringede til den danske statsminister - hvem var det så?


En bevidst overtagelse af magten

Sammenfattende tyder meget på, at hændelserne 11. september 2001 var en del af en planlagt overtagelse af den politiske magt i USA og den militære magt på verdensplan, og historien har rødder i både USA og Saudi Arabien.

Den tidligere præsident George H. W. Bush var fra 1976 til 1977 direktør for CIA, og ifølge bl.a. journalist Wayne Madsen benyttede han lejligheden til at “privatisere” den saudiarabiske sikkerhedstjeneste, altså etablere “sit eget private CIA”, som han benyttede til hemmelige operationer, han ikke kunne eller ville forelægge for kongressen - eller, om man vil: Et CIA hvor ting kunne gennemføres, som CIA ikke selv ville lægge navn til.

Bush-familien og Bin Laden familien har i mere end 20 år haft forretningssamarbejde, og den senere præsident George Bush grundlagde f.eks. sit første oliefirma med penge fra bl.a. Bin Laden familien. Bin Laden familien var sågar officiel investor i det amerikanske Carlyle Group - præsidenternes firma, verdens største krigsindustri - indtil efteråret 2001, hvor det rent politisk blev for pinligt for eliten i USA, og familien trak sine investeringer ud.

Hvor stor en rolle, krigsførsel spiller for USA ser man bl.a. af den store energi, der i 1990’erne blev lagt for dagen i at påvirke skiftende præsidenter til at invadere Irak. Det ville sikre adgang til de enorme olieforekomster i landet og samtidig berede vejen for en ny, årtier lang og overskudsgivende konflikt. Umiddelbart efter 11. september 2001 sendte PNAC således (endnu) et brev til præsident Bush og bad ham fjerne Saddam Hussein eller i det mindste sørge for et regimeskift - “selv om der ikke findes beviser for sammenhæng mellem Irak og angrebene 11. september 2001”.

Tilbage i 1998 skrev de samme mennesker et enslydende brev til præsident Clinton:  “Vi forlanger, at De og Deres administration gennemfører en strategi for at fjerne Saddam Husseins regime fra magten, med diplomatiske, politiske og militære midler”. Brevet var underskrevet af Donald Rumsfeld og Paul Wolfowitz, senere forsvarsminister og viceforsvarsminister i Bush-administrationen.

Tidligere sikkerhedsrådgiver for præsident Carter, Zbigniew Brzeziński, indrømmede i 1998 i et interview i Le Nouvelle Observateur, at CIA startede understøttelsen af Taliban-modstandsgrupper mod den “pro-sovjetiske” regering i Afghanistan i juli 1979, og at dette førte til den sovjetiske invasion af landet i december samme år. Formålet med armeringen af Taliban var altså at provokere en sovjetisk invasion, en klassisk “stedfortræderkrig”.

I oktober 2009 fortalte tidligere udenrigsminister Hillary Clinton da også til CBS 60 minutes, at CIA havde fortsat denne finansiering, armering og træning af disse grupper og dermed selv havde “skabt” Al-Qaeda.

Fællesfaktor er i hele forløbet CIA, som ikke mindst gennem sin saudiarabiske “lillesøster” har haft midler og logistik til at gennemføre disse gigantiske operationer. Senator Bob Graham, som længe har kæmpet for frigivelsen af de “hemmelige” 28 sider, siger at Saudi Arabien har en “lang og skrækkelig historie med finansiering af international terror” og at finansieringen af både Taliban og Al-Qaeda kommer fra Saudi Arabien.

Tankevækkende er det så, at netop krigen mod terror er det, der har givet den konservative elite i USA sin gamle politiske rolle tilbage og genrejst krigsindustrien til nye usete dimensioner. Kunne der være en forbindelse?

Pentagon havde i oktober 2001 færdige krigsplaner for syv specifikke lande i de kommende fem år, en nærmest direkte fortsættelse af arbejdet i PNAC - og i vid udstrækning udarbejdet af den samme personkreds. Ifølge tidligere øverstkommanderende for NATO-styrkerne i Europa, general Wesley Clark, stod landene Syrien, Libanon, Libyen, Somalia, Sudan og Iran nu for tur - krig, terror og oprør hersker nu i seks ud af syv nævnte lande, hvor det er lykkedes CIA at opruste og skabe splid - eller hvor vi med bomber systematisk har jagtet påståede terrorister og dræbt tusinder og atter tusinder af uskyldige.

Et andet afgørende dokument er et Pentagon-strategipapir fra 2012, offentliggjort i 2015 af Judicial Watch. Her beskrives, hvorledes USA og andre vestlige lande aktivt støtter grupper som “Al-Qaeda, The Muslim Brotherhood and the Salafists”, fordi de nu kæmper mod præsident Assad i Syrien (som ønsket af CIA gentagne gange siden 1980’erne). Her forudsiges, at den heftige oprustning vil føre til etableringen af en egentlig “Islamisk Stat” (hvilket skete i 2014). Strategien var og er: Våben skaber konflikter, konflikter er big business - og situationen i det tidligere Irak er forlængst så kaotisk, at grupper, som er blevet trænet og bevæbnet af Pentagon kæmper mod grupper, trænet og bevæbnet af CIA. De to parter har hver sit “hemmelige” våbenprogram, og koordineringen er ikke altid ideel. Den sikre vinder er i alle tilfælde våbenindustrien og dens globale finanskilder - præcist som ønsket og forudsat i PNAC-rapporten “Rebuilding America’s Defenses”.


Mediernes rolle

Medierne bør i dag betragtes som part i denne udvikling snarere end som iagttagere. De vestlige medier kontrolleres på højeste niveau af CIA, og dermed er ringen sluttet, den frie presse er afskaffet.

En tidligere redaktør på Frankfurter Allgemeine, en af Tysklands største og mest respekterede aviser, udgav i 2015 bogen “Købte journalister”, hvor han beskriver hvordan CIA’s styring af tyske journalister er “vidt udbredt, alment accepteret”, og hvordan journalister, som ikke spiller med, vil opdage at deres karriere er slut. “Det ved enhver”, skriver Udo Ulfkotte.

Han bakkes op af f.eks. den tidligere tyske finansminister Oskar Lafontaine, som i 2016 udtalte: “at nogen tyske journalister bliver fortalt af CIA hvad de skal skrive, burde i dag være vidt og bredt bekendt”. Altså er der næppe sket nogen forbedring af situationen siden 1977, da Watergate-journalisten Carl Bernstein skrev sin bog “CIA and the Media” hvor 400 anerkendte amerikanske journalister blev afsløret som CIA-medarbejdere.

CIA arbejder på vegne af den amerikanske - i dag nærmere globale - krigsmaskine og fungerer på alle niveauer: medier, politikere, tænketanke og ngo’ere, og sådan har det været gennem årtier. Præsident Kennedy sagde, at disse krigskræfter er “skyld i den kolde krig”, de samme krigskræfter er skyld i krigen mod terror, og det er på høje tid at gøre op med dem.

Gennem de CIA-kontrollerede medier har vi i årtier fået serveret, hvad der senere har vist sig som usandt, propaganda for at skabe opbakning til krige. At 11. september 2001 skal føjes til rækken, må betragtes som meget sandsynligt, og mønstret vil være præcis det samme som Hitlers propagandaminister anvendte overfor det tyske folk.

I oktober 1990 stod en grædende 16-årig pige frem for den amerikanske US Human Causus Rights og berettede, hvordan hun som sygeplejerske havde set Saddam Husseins soldater trænge ind på et hospital i Kuwait og kaste babyer fra kuvøserne på gulvet. En gribende historie, som blev gentaget af præsident Bush (Sr) mere end 300 gange i de efterfølgende uger. Han kaldte Saddam Hussein “slagteren fra Baghdad” og sagde, at han var en “tyran værre end Hitler”. Men hele historien var løgn, pure opspind, instrueret af et reklamebureau, Hill & Knowlton, som tilhørte en af George H.W. Bush’s gamle venner. Betalt af den kuwaitiske ambassadør i Washington, og den 16-årige pige var hans datter.

Den 5. februar 2003 stod den daværende amerikanske udenrigsminister Colin Powell foran FNs Sikkerhedsråd og præsenterede sine “beviser” på masseødelæggelsesvåben i Irak. Vel vidende, at det var usandt, berettede han at Saddam Hussein ikke fulgte FN-resolutionerne om nedrustning, og Powell præsenterede en lille tube med et hvidt pulver som bevis på biologiske våben i Irak. Det var altsammen løgn, ikke fejl eller misforståelser, men løgn - det ved man i dag fra det såkaldte Downing Street Memo fra juli 2002, altså næsten et år før Colin Powell stod foran FN. Alle vidste fra juli 2002, at præsident Bush ville invadere Irak, og at der ville blive fabrikeret falske bevismaterialer for at opnå målet. “The intelligence and facts were being fixed around the policy”, skrev en tydeligt oprevet engelsk embedsmand til Tony Blair og regeringsstaben efter et besøg hos kollegerne i Washington.

I begge disse tilfælde spillede mainstream medierne med, og de er derfor medansvarlige for den nuværende situation. Terrorangrebet 11. september 2001 betragtes i dag af mange researchere og iagttagere som endnu en “falsk flag operation” i rækken. Endnu en årsag til at indlede krigsoperationer, og denne gang uden udsigt til at krigen nogen sinde vil ende.

Vi bliver i 2017 politisk, kulturelt, militært og økonomisk ledet af et land, der er dybt og inderligt afhængig af krig, og det i sig selv burde for længst have fået nogen til at råbe vagt i gevær. Men isbjerget smelter, sandheden kan aldrig holdes tilbage. Det må være et spørgsmål om kort tid, før de sidste anstændige politikere i den vestlige verden træder i karakter og siger fra.

Profile photo of Tommy Hansen

Tommy Hansen

http://www.free21.org
Hat Ihnen der Artikel gefallen?
FREE21 steht für nicht embeddeter, crowdfinanzierter Journalismus. Helfen Sie uns noch besser zu werden und unterstützen Sie uns! Jeder Euro fließt in die unabhängige journalistische Arbeit.
einmalig
Spenden
.
Jetzt fördern
Mitglied werden!
.
Magazin
.
Überweisung
GLS Bank
Kontoinhaber:
Verein zur Förderung unabhängiger journalistischer Berichterstattung e.V.
IBAN: x-2100
Name der Bank: GLS Gemeinschaftsbank eG
BIC: GENODEM1GLS
Kommentar schreiben

3 Responses

  1. Israeli military and intelligence operatives posing as “art students” who were engaging in a massive espionage operation all across the United States prior to and after 9/11. I also talk about the Gelatin art group living in WTC Tower 1 on the 91st floor prior to 9/11, which allegedly had connections to the other Israeli “art student” spy rings operating in the United States at the time. The Gelatin art group published a book entitled The B-Thing which documented their art stunt in the WTC prior to 9/11. Very bizarre stuff…

  2. Lecture : B Thing Gelatin
    Artists working in the world trade centre in 2001 tell their story.
     

Do NOT follow this link or you will be banned from the site!