27 May 2015
(PDF) Bush løj 935 gange om Irak – og verden gik i krig
Ikke færre end 935 gange udtalte daværende præsident Bush og hans administration sig i modstrid med sandheden, og stik imod hvad det samlede amerikanske efterretningsapparat gang på gang rapporterede. Først da Bush lavede sin egen tværgående efterretningsgruppe, kom de ønskede konklusioner
Profile photo of Will Parker
Share
11. september 2001 blev udnyttet af Bush-administrationen til både at indlede jagten på Al-Qaeda og starte en længe planlagt overtagelse af magten i Irak. Som det i dag er velkendt i den vestlige verden, byggede påstandene om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og samarbejdet med Al-Qaeda på de rene myter. En international gruppe af uafhængige journalister, Fund for Independence in Journalism, har med en grundig analyse afdækket omfanget af disse myter. I en rapport, som kan findes på Center for Public Integrity og som har fået bred medieomtale, skriver gruppen bl.a.: ”Bush lavede 232 falske udtalelser om Irak og Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, og 28 falske udtalelser om samarbejdet med Al-Qaeda.” Sammen med udtalelser fra Dick Cheney, Colin Powell og Condoleezza Rice bliver det til i alt 936 bevidste usandheder fra Bush-administrationen. Krigen mod Irak var realiseringen af en politisk målsætning, senest formuleret i Clinton-administrationen i slutningen af 1990’erne. Clintons regeringsadministration var som bekendt fyldt med såkaldte ”neocons” - ultrakonservative fra den foregående præsident George H. W. Bush. Men krigen var i realiteten en nødvendighed for at følge den markedsstrategi for olie-forretninger, som var blevet grundlagt i 1973 med en aftale mellem daværende præsident Nixon og Kong Faisal af Saudi Arabien.

Olie for dollar

Nixon aftalte da med Kong Faisal, at Saudi Arabien udelukkende ville sælge sin olie mod US-dollar i betaling. At landet ville investere store summer i amerikanske statsobligationer. Til gengæld ville USA etablere talrige militærbaser i Saudi Arabien for permanent at beskytte alle saudiske oliefelter. To år senere, i 1975, var alle medlemmer af OPEC gået ind på tilsvarende aftaler om kun at acceptere amerikansk valuta som gyldig betaling. Denne ordning har siden været et af fundamenterne under den amerikanske dollar, men den er blevet udfordret flere gange og aldrig med succes. Saddam Hussein gjorde det i november 2000, da han officielt annoncerede fremover kun at ville handle landets olie i Euro. Saddam begrundede det med, at han ikke ønskede at handle ved brug af ”fjendens valuta”. Tilsvarende introducerede Muammar Gadaffi i maj 2011 sin plan om en ny, fællesafrikansk valuta - dinaren, fremstillet af guldmønter og derfor direkte baseret på guld. Han sagde, at der var brug for en ny, ”ægte valuta, som kan vriste sig fri af dollaren”, og økonomiske iagttagere kommenterede, at dette kunne ændre den økonomiske magtbalance i verden. Som bekendt blev planen forstyrret af den libyske borgerkrig, og Gadaffi blev fanget 20 oktober 2011 af de USA-støttede libyske oprørere og henrettet på stedet. Der blev straks etableret en nationalbank i landet, og dollaren blev (igen) den dominerende eksportvaluta. I øvrigt præcist samme procedure som i Afghanistan siden invasionen her i 2001.

Irak var trussel mod amerikansk økonomi

Med sine gigantiske olieressourcer - Irak var i 1990’erne den næststørste producent i OPEC - var Iraks beslutning i 2000 om at forlade dollar-aftalen en voldsom trussel, ikke kun mod den amerikanske olieindustri, men mod landets økonomi - som bygger på, at alle andre i kraft af olie/dollaraftalen skal efterspørge landets valuta. Da præsident Bush tiltrådte i embedet 1. januar 2001, var en af hans reelle hovedopgaver derfor at sørge for, at dette ikke skete. Ifølge daværende sikkerhedsrådgiver Richard Clarke bad præsident Bush ham dagen efter 11. september 2001, om at finde ud af, om Saddam ”gjorde det” - endskønt alle efterretninger frem til da godtgjorde, at Saddam var stærk modstander af Al Qaeda, der jo allerede var udpeget af præsident Bush som gerningsmændene bag 11. september 2001. Richard Clarke skriver i bogen ”Against All Enemies”, 2004, hvordan Bush var fast besluttet: ’Jamen Al-Qadea står jo bag’, sagde jeg. ’Det ved jeg’, svarede Bush, ’men se nu efter om Saddam var involveret’. Jeg protesterede igen og præsidenten sagde skarpt: ’Kig på Irak. Kig på Saddam’, skriver Clarke om mødet den 12. september 2001. Præsident Bush formede straks derefter sin egen selvstændige efterretningsgruppe under viceforsvarsminister Douglas Feith, som i november måned gik i gang med at analysere data fra alle de andre efterretningskilder vedrørende Irak med henblik på at finde en forbindelse til Al-Qaeda. I august og september året efter afleverede denne gruppe tre formelle briefinger til forsvarsminister Rumsfeld, CIA-direktør George Tenet og en højtstående gruppe embedsmænd i Det Hvide Hus. Titlen på briefingen var ”Assessing the Relationship between Iraq and Al-Qaeda,” og den konkluderede at der var et modent og mangeartet samarbejde mellem Irak og Al-Qaeda. 25. september 2002 udtalte præsident Bush så offentligt, at Al-Qaeda og Saddam arbejdede tæt sammen: ”They work in concert”.

CIA: Anektoter om Irak

Dette stemte ikke med de normale efterretningskilder. F.eks. havde Defense Intelligence Agency i juli konkluderet, at ”beviser for samarbejde mellem Irak og Al-Qaeda har ikke kunnet etableres” og at informationer herom har karakter af ”anekdoter”. Det stemte heller ikke med, hvad CIA-direktør George Tenet sagde et par uger forinden, den 17. september, til Senate Select Committee on Intelligence: ”Der er adskillige rapporter om, at Al-Qaeda ønsker samarbejde med Irak. Men i intet tilfælde har vi kunnet etablere bevis for, at Irak har sagt ja eller blot fulgt op på disse henvendelser”, sagde George Tenet. Men påstanden om et link mellem Saddam og Al-Qaeda stemte med konklusionen fra dette særlige efterretningsteam, som præsident Bush havde sat sammen til lejligheden. Pentagon: Vi skal invadere syv lande på fem år General Wesley Clark var kort før 11. september 2001 gået på pension, og cirka 10 dage efter terrorangrebet var han på besøg på sin gamle arbejdsplads, Pentagon. En af de generaler, som plejede at arbejde under Clark, hev ham ind på sit kontor, og generalen fortalte rystet, at det nu var officielt besluttet at gå i krig med Irak. ”Et par uger senere kom jeg forbi igen. Da var vi i gang med at bombe i Afghanistan. Jeg spurgte den samme general, om vi stadig skulle i krig i Irak. ’Det er værre end det’, svarede han og læste op af et memo. ’Vi skal invadere syv lande på fem år. Vi starter med Irak, så Syrien, Libanon, Libyen, Somalia, Sudan og til sidst Iran’ (uddrag fra Clark’s bog Winning Modern Wars, 2003). De fem år holdt ikke stik, men de nævnte lande stemmer fint med virkeligheden: Irak blev som bekendt invaderet i 2003, oprør og borgerkrige i Syrien, Libanon og Libyen startede i 2011, oprøret spirer i Sudan hvor USA har oprustet med tropper senest i 2012, og som bekendt lyder krigstrommerne helt aktuelt overfor Iran. Somalia er ikke blevet invaderet.

Påfyldningskøretøjer til vejrballoner

I polsk TV i maj 2003 sagde præsident Bush: ”Vi fandt dem. Vi fandt masseødelæggelsesvåbnene, og vi fandt biologiske laboratorier”. Men få dage forinden havde et internationalt hold af eksperter analyseret de to funde mobile ”laboratorier” og konkluderet, at det var påfyldningskøretøjer til vejrballoner. Allerede i august 2002 havde Dick Cheney i en tale sagt, at ”der er ingen tvivl om, at Saddam nu har masseødelæggelsesvåben” (26. august 2002). Dette til trods for, at CIA allerede året før havde slået fast, at de omstridte ”aluminiumsrør” ikke var til nuklear brug og derfor ikke var masseødelæggelsesvåben. Aluminiumsrørene, som Irak havde importeret i årevis til brug for konventionel raketfremstilling, havde CIA allerede i 2000 afvist som værende potentielle masseødelæggelsesvåben. Det afholder ikke præsident Bush fra at gentage påstanden i sin årlige tale til unionen den 28. januar 2003, her tilsat yderligere drama: ”Den engelske regering har erfaret, at Saddam Hussein for nylig har søgt efter store mængder uran fra Afrika. Vore efterretningskilder fortæller os, at han desuden har forsøgt at købe højstyrke-aluminuim i tuber til brug for fremstilling af kernevåben”, sagde præsident Bush. Et halvt år tidligere, 25. september 2002, holdt præsident Bush et pressemøde i rosenhaven ved Det Hvide Hus. Her blev truslen nu forstærket ved at sætte en tidsramme på. “Ifølge den britiske regering han Irak starte et biologisk eller kemisk angreb på så lidt som 45 minutter efter at ordren er givet”, sagde Bush til skaren af pressefolk, som fik sætningen på samtlige avisforsider verden over. De 45 minutter var opspind, og ingen i de normale efterretningskredse troede på historien. Herhjemme skriver Berlingske Tidende f.eks. 22. februar 2004, at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) aldrig har troet på de britiske og amerikanske oplysninger om, at Irak kunne slå til med kemiske eller biologiske våben i løbet af 45 minutter. Men de 45 minutter og den tilhørende frygt blev markedsført af de ledende kræfter i ”alliancen”: Bush, Blair og Fogh. Da Colin Powel den 5. februar 2003 trådte frem for FN’s sikkerhedsråd med sine afgørende beviser for ” mobile laboratorer til fremstilling af kemiske og biologiske våben”, henviste han i stærke vendinger til to primære ”menneskelige kilder”. Den ene viste sig at være en irakisk plattenslager med kodenavnet ”Curveball”, kontrolleret af USA. Den anden var en Guantanamo-fange, som havde ”tilstået” efter over 100 gange at være blevet waterboardet - og som efter sin formelle frikendelse har trukket sin tilståelse tilbage.

Budskabet sendes ud

Efter FN’s beslutning lød der i de kommende uger et nærmest enslydende budskab fra regeringsledere i den vestlige verden til deres parlamenter. I England præsenterede premierminister Tony Blair og topembedsmænd i det britiske statsapparat de britiske politikere og befolkningen for de samme oplysninger, som gjorde det ”nødvendigt ” at gribe ind. Den danske version af løgnen I den danske version lød det fra statsminister Anders Fogh Rasmussen på folketingets talerstol den 21. marts 2003 om truslen fra Saddam Hussein: ”...tusindvis af liter miltbrand, omkring 6.500 kemiske bomber, mindst 80 tons sennepsgas og store mængder biologiske gifte. Dertil kommer den farlige trussel fra langtrækkende missiler og risikoen for, at han snart vil råde over atomvåben.” Herefter fløj statsministeren direkte til et møde i Det Europæiske Råd og satte på et efterfølgende pressemøde samme dag trumf på: ”Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det”. sagde han. Miltbrandbomberne og sennepsgassen var gamle leverancer fra USA i 1980’erne og udgjorde ingen trusel mod nabolande eller den øvrige omverden. De blev leveret til Saddam Hussein efter et møde mellem ham og senere forsvarsminister Donald H. Rumsfeld, da denne besøgte Baghdad i december 1983, midt under krigen mellem Irak og Iran (1980-88). USA finansierede våbenkøbet med den sædvanlige dollar/olie-aftale. Bush 2005: Efterretningerne ”var forkerte” Det skulle tage mere end to år, før præsident Bush var så presset i relation til Irakkrigen, at han offentligt måtte indrømme at have taget fejl. Det gjorde han på sin helt egen måde: ”Det er sandt, at mange nationer troede, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben. Men mange af efterretningerne viste sig at være forkerte. Som jeres præsident, er jeg ansvarlig for beslutningen om at gå ind i Irak. Men det var stadigvæk rigtigt at fjerne Saddam Hussein fra magten”, sagde præsident Bush 18. december 2005 i hans TV-transmitterede Sunday Night Address fra Det Hvide Hus.
Profile photo of Will Parker

Will Parker


Hat Ihnen der Artikel gefallen?
FREE21 steht für nicht embeddeter, crowdfinanzierter Journalismus. Helfen Sie uns noch besser zu werden und unterstützen Sie uns! Jeder Euro fließt in die unabhängige journalistische Arbeit.
einmalig
Spenden
.
Jetzt fördern
Mitglied werden!
.
Magazin
.
Überweisung
GLS Bank
Kontoinhaber:
Verein zur Förderung unabhängiger journalistischer Berichterstattung e.V.
IBAN: x-2100
Name der Bank: GLS Gemeinschaftsbank eG
BIC: GENODEM1GLS
Kommentar schreiben
Do NOT follow this link or you will be banned from the site!